Jerk W. Langer

 

 

Foredrag

Bøger

Spørg mig

Hvem er jeg

Kontakt

Forside

 

 

 

  

 

   

 

Sol, Solbrændthed

Soleksem

 

 

Solen er et tve-ægget sværd: Du skal hverken have for meget eller for lidt. Du skal ikke blive forbrændt. Men heller ikke få så lidt sol, at du mangler vitamin D. Så tag imod solens stråler med omtanke.

 

Af Jerk W. Langer

(opdateret 22. februar 2009)

 

Direkte link til Soleksem

 

 

Solens lyse sider

- Du føler dig veltilpas med solbrun hud.

- Huden laver mere D-vitamin, som styrker knoglerne.

- Sol nedsætter måske risikoen for ledegigt, sklerose og visse kræftformer.

- Humøret bliver bedre.

- Sol hjælper ofte på psoriasis og eksem.

 

Solens mørke sider

- Rynker og ældet hud skyldes næsten udelukkende for meget sol.

- Risikoen for hudkræft stiger kraftigt.

- Mange får soleksem.

- Sol i øjet øger faren for grå stær (uklar linse).

- Forkølelsessår og hudlidelsen rosacea kan forværres.

- Har huden været i berøring med planten bjørneklo, kan solen fremkalde eksem.

- Sollys kan give eksem, hvis du samtidig bruger visse lægemidler, bl.a.: Vanddrivende medicin, blodtryksmedicin, lægemidler mod psykiske sygdomme, antibiotika, hormoncremer og malariamedicin..

 

Solbrun

Den brune farve er hudens måde at beskytte sig selv mod solens skadelige ultraviolette stråler (UV-stråler). Farven skyldes det gulbrune farvestof melanin, som dannes i særlige pigmentceller i overhuden og forhindrer sollyset i at trænge dybere ind.

       Desuden bliver overhuden tykkere, så sollyset får sværere ved at passere igennem til de underliggende væv.

       Melanin-farvestoffet afstødes løbende sammen med de øverste hudceller, hvorfor solbrændtheden som bekendt altid forsvinder igen.

 

Undgå forbrænding

Du må godt blive brun, men i et tempo, som huden kan følge med i. Først og fremmest skal du undgå forbrændinger med følgende:

 

- Bliv i skyggen midt på dagen. Strålerne er klart stærkest, når solen står højest på himlen kl. 12-15. Da afgiver den halvdelen af dagens samlede dosis skadelige stråler.

- Du bliver også solbrun i skyggen, blot i et langsommere tempo og uden samme risiko for forbrænding.

- Brug masser af solcreme. Jo højere faktor, desto bedre beskyttelse. Faktoren angiver, hvor mange gange længere du kan være i solen med solcreme på sammenlignet med ubeskyttet hud, før du bliver rød.

- Solcremen skal beskytte mod både UV-A og UV-B stråler.

- Undgå solcremer med stoffet 4-MBC, især til børn, da det mistænkes for hormon-bivirkninger.

- Smør rigeligt på. De fleste smører kun en tredjedel af den nødvendige mængde solcreme på huden. Da beskytter faktor 12 i praksis kun som faktor 4.

- Start forsigtigt. Efter vinteren er huden særlig følsom. Så brug en solcreme med høj faktor i starten af sæsonen.

- Tøj er en rigtig god solbeskyttelse. Badetrøjer med indbygget solbeskyttelse er alle tiders til børnene.

- Den brune farve fra en selvbruner kan give en beskyttelse på solfaktor 2-3. En god basisbeskyttelse, som skal suppleres med solcreme.

- Husk solbriller og bredskygget hat.

 

Solens skadevirkninger

Solens UV-stråler skader huden og kan forårsage 1) fotoaldring og 2) kræft.

        Fotoaldring er forandringerne i huden efter lang tids udsættelse for meget sollys såsom rynker, slaphed, grov og fortykket hud samt fregnelignende farveændringer.

       Fotoaldring rammer især ansigtet, nakken, håndryggen, armens yderside, issen hos ældre mænd og V-udskæringen fortil.

       Fotoaldring forsvinder ikke igen, selv om du holder op med at sole dig kraftigt. Fugtighedscreme og kosmetiske produkter lindrer rynkerne kosmetisk, fordi hudcellerne svulmer op, men effekten holder kun få timer.

       På længere sigt øger kraftig solbestråling markant faren for kræft, både modermærkekræft og hudkræft.

 

Soleksem

15% af os er udsatte for at få et skæmmende soleksem i denne tid. Disse små kløende knopper eller blærer sidder især på forsiden af brystkassen, men også håndryg, arme og ben kan være udsatte. Derimod går ansigtet ofte fri, nok fordi huden her er mere modstandsdygtig, da den udsættes for mere sollys i det daglige og derved bliver ”hærdet”.

      Man er mest sårbar, hvis man har lys hud, er rødhåret, og let bliver solforbrændt. I sværere tilfælde kommer udslættet allerede om foråret, mens de mere heldige kun plages om sommeren.

      Udslættet bryder ud et døgns tid efter, at du har været i solen. Fortsætter du med at sole dig, består hudbesværet i de følgende 2-4 uger for så gradvist at forsvinde.

      Nogle gange oplever man, at huden hærdes i løbet af sommeren, således at problemet gradvist mindskes. Men næste år kommer det altså igen og skabe indtryk af, at huden er blevet allergisk” overfor solen, såfremt du ikke passer på og tager dine forholdsregler.

 

Sådan undgår du soleksem

- Vigtigst: Lige fra foråret benytter du et solfaktorpræparat med faktor 15 eller mere på lysudsatte steder, især forsiden af brystet. Præparatet skal beskytte mod både UV-A og UV-B solstråler.

- Hærd huden ved at starte solsæsonen meget forsigtigt op, så huden ikke overdoseres og forbrændes. Dette punkt glemmer rigtig mange desværre.

- Om foråret kan du forsigtigt forberede huden i solarium et par gange om ugen. Begynd meget forsigtigt, for formålet er ikke at gøre huden brun, men derimod at hærde den.

- Den brune farve fra en selvbruner kan give en beskyttelse på solfaktor 2-3. Det kan være en udmærket god basisbeskyttelse, men skal suppleres med solcreme.

- Spis mange gulerødder, kål, spinat, broccoli, tomat samt farvede frugter. Disse fødevarer indeholder karoten-stoffer, som aflejres i huden og måsker mindsker risikoen lidt for eksem. OBS! Disse fødevarer beskytter ikke mod solforbrænding.

 

Sol og vitamin D

Huden laver vitamin D i sollys og er din vigtigste kilde til vitaminer. Vitaminet styrker immunforsvaret, og ny forskning peger på, at vitaminet også beskytter mod alvorlige sygdomme som ledegigt, sukkersyge, dissemineret sklerose samt kræft i bl.a. bryst, tyktarm, æggestok og prostata (læs mere om D-vitamin her).

 

 

Forsiden

Alt materiale på www.jerk.dk er beskyttet af lov om OPHAVSRET

Copyright © 2009

Jerk W. Langer

All Rights Reserved

Ses bedst med Internet Explorer på PC

Oplysningerne på www.jerk.dk er kun beregnet til information. Materialet kan på ingen måde tages som erstatning for kompetent lægefaglig rådgivning eller behandling. Indholdet på www.jerk.dk kan og skal ikke anvendes til at stille diagnoser eller fastlægge behandling.

The documents contained on www.jerk.dk are presented for information purposes only. The material is in no way intended to replace professional medical care or attention by a qualified practitioner. It cannot and should not be used as a basis for diagnosis or choice of treatment.