Jerk W. Langer
|
|||||
BøgerSpørg mig
|
Undgå JULEMAVE
af Jerk W. Langer (opdateret 15. november 2010)
Jul og mad hører sammen. Men med lidt omtanke slipper du nemt uden om den værste vægtstigning.
Vi spiser godt til ved decembers julefrokoster, selve juleaften, samt de efterfølgende dage, når vi mødes med familie og venner. Men de store måltider har næsten uundgåelige følgesvende, nemlig vægtstigning og fordøjelsesbesvær. Vi kommer ikke uden om, at kalorieindtaget kan stige voldsomt i juletiden. Så måske accepterer du det som en naturlov, at du ved nytårstid har taget flere kg på. Naturligvis skal juletiden fejres, og det er bestemt ikke tidspunktet at gå på slankekur. Den slags kan vente til januar, når ugebladene bugner af nye revolutionerede slankekure. Men med lidt snilde kan du allerede nu slippe uden om den værste vægtstigning.
Kalorielet julemad Når du bager og kokkererer, så hold dig fra at småspise alt for meget i køkkenet. Du kan godt lave julemad efter noget, der - i hvert fald et stykke ad vejen - minder om kaloriefattige opskrifter. Du skal såmænd blot følge de samme fornuftige principper for sunde kalorielette råvarer, som du bør resten af året. Et godt tip: Hold den kalorielette viden for dig selv. Nogle gæster tror pr. automatik, at sund mad ikke hører julen til, men smager dårligt. Det er forkert, men hvorfor spolere deres juleoplevelse?
Læg en slagplan Allerede før du sætter dig til julebordet, lægger du en strategi for, hvad du vil spise. Hvilke juleretter, konfekter, kager og drikkevarer vil du aller helst vil nyde? Smag så godt på dine favoritter, men undgå dem, der egentlig ikke betyder ret meget for dig. I starten af julemåltidet lægger du desuden en mættende bund af sunde grøntsager og to glas vand. Så kan du kaste dig over favorit-julespiserne, og på denne snedige vis ende med at indtage færre kalorier.
Gå dig juleglad Noget af det vigtigste: Husk nu at få rørt dig hver dag. Gå en lang tur sammen med familie og venner både før og efter julemåltidet. I bliver alle sammen friskere og gladere. Ved at være i bevægelse hver dag styrker du humøret, brænder flere kalorier af, og får desuden fred og ro i det sind, der ellers let kan blive julestresset. Juleferien giver faktisk gode muligheder for at brænde flere kalorier af og få balance i energiregnskabet. Har du travlt i det daglige, så er juleferien en god anledning til at komme i gang med træningen. At synge julesalmer og danse om juletræet giver da også lidt ekstra i kalorieregnskabet. Men husk, at det immervæk kræver i størrelsesordenen 13 timer dans omkring juletræet at forbrænde en typisk dansk julemiddag.
Julemave Julemad og fordøjelsesbesvær hører sammen som fod i hose. Symptomerne kommer typisk, når vi spiser for meget, for hurtigt og/eller for fedt, samt drikker for meget alkohol. Og mere julet kan det vist ikke blive! Her er nogle forslag til jule-førstehjælp, når det går galt.
- Ingefær mod kvalme. Tag en dosis op til 1 gram dagligt. Ingefær har i århundreder i folkemedicinen været benyttet mod fordøjelsesbesvær.
- Artiskok mod ”fed mad helt op til halsen”. Dette kosttilskud fremmer galdens udskillelse og kan måske bistå til at optage fødens fedt bedre. (Det slanker imidlertid ikke, så det bedste er naturligvis at holde igen med fedtindtaget).
- Forstoppelse forebygges med motion, væske og kostfibre. Prøv at få noget grov mad ned i højtiden for at holde maven i gang. Kom ud at gå hver dag, og drik rigeligt med vand.
- Pebermynte er et gammelt middel fra folkemedicinen mod oppustethed og luftophobning. Det er testet med udmærket resultat i flere studier.
Tømmermænd Læs mere her.
|
||||
|
|
|||||
|
|
|
|
|||